
Første skridt i dit rygestop – bryd dine vaner
Mange ryger udelukkende af vane. Det kan derfor være en stor hjælp at bryde nogle af dine normale vaner omkring din rygning – før du giver dig helt i kast med et rygestop. På den måde får du meget lettere ved at påbegynde nogle nye mønstre og vaner. Her har vi fundet nogle situationer, hvor du kan sætte ind i forhold til at bryde dine rygevaner.
- Prøv at skifte alkoholen ud med vand og kaffen ud med te i en given periode. Mange rygere forbinder ofte cigaretter med alkohol og/eller kaffe. Fortsæt indtil du ikke føler at du forbinder disse ting med cigaretter. Herefter kan du lige så stille begynde at indføre vinen, øllen og kaffen igen
- Ryger du Prince? Marlboro? Kings? Prøv at skift cigaretmærke – måske endda til et mærke/smag du ikke bryder dig om
- Forsøg at skodde cigaretten før du har røget den helt. Prøv at forkort dine cigaretter med omkring 1 centimeter
- Er din bedste cigaret om morgenen? Efter frokost? Efter aftensmaden? Skær den sværeste af dine cigaretter væk, og forsøg at tackle din rygetrang. Brug disse erfaringer senere
- Plejer du normalt at tage din cigaret foran Tv’et i sofaen? Prøv at lad være. Beslut dig for nogle ganske enkelte steder du må ryge – f. eks. kun ude på altanen.
- Når du har brugt din lighter, så placer den i et hjørne af dit hjem. Du skal derfor rejse dig op hver gang du skal tænde din næste cigaret.
- Et sidste tip er at gemme cigaretterne øverst i dit skab. Du skal op ad en stol hver gang du får lyst til din næste cigaret
Kilde: DR.dk